Jobverse
Software Engineer · Denmark

Software Developer

vismadinero·København, Denmark

remoteEMEA hours🇩🇰 DA

View & apply on company site →

Hos Dinero arbejder vi hver dag på at gøre regnskab og administration enklere for små og mellemstore virksomheder. Vi er født ud af iværksætterånd, og vi bygger software, der gør en reel forskel for mere end 100.000 brugere. Det er vi ret stolte af 💙

Lige nu leder vi efter en erfaren Software Developer til vores Core Accounting team. Har du lyst til at arbejde med en central del af Dinero, hvor korrekthed, kvalitet og godt softwarehåndværk virkelig betyder noget?

Så skal du læse med her!

Hvad kan du forvente hos os?

Hos Dinero har vi ikke fem lag af ledelse, endeløse estimeringsmøder eller processer, bare fordi nogen har besluttet, at sådan gør man. Vi vil hellere bruge tiden på at bygge gode løsninger, lære nyt og gøre en reel forskel for vores brugere. Ikke lange beslutningsgange.

Du får frihed og ansvar i hverdagen, kolleger med høj faglighed og kort vej fra idé til beslutning. Vi har fokus på at gøre udviklernes arbejde så smidigt som muligt, blandt andet med effektive CI/CD-processer, gode værktøjer og mulighed for at bruge AI aktivt i udviklingen.

Vi ved også godt, at arbejdet fylder en stor del af ens vågne timer og at det derfor skal være rart at gå på arbejde. Hos os er der plads til dig som du er. Du kan arbejde hjemmefra 2-3 dage om ugen, og på kontoret er der selvfølgelig både morgenmad, snacks og god kaffe.

Hvem er Core Accounting?

Du bliver en del af vores udviklingsafdeling hvor ca. 25 kollegaer dagligt sidder med fingrene i tastaturet. Dit nære team, altså Core Accounting, består af 4 udviklere og 2 Product Managers. Din nærmeste leder er Marcel. Han sidder med i hverdagen, koder selv og er tæt på de opgaver og udfordringer, temaet arbejder med. Du vil derfor opleve en leder, der både kan sparre med dig om tekniske løsninger, hjælpe med at løse svære problemstillinger og selv tage fat, når der skal bygges noget. Han er en nærværende leder som hellere spørger "Hvordan har du det?" end "Er vi i mål?".

Core Accounting har ansvaret for hele bogføringsmotoren i Dinero. Det er vores opgave at sikre, at bogføringen altid er korrekt, at brugerne og vores automatiseringer ikke kan komme til at gøre noget forkert, og at vi lever op til Erhvervsstyrelsens krav til bogføring.

Det er med andre ord et team med en helt central rolle i både produktet og virksomheden. Det kræver teknisk kvalitet, omtanke og en god forståelse for, hvordan vores løsninger bliver brugt i praksis.

Hvordan kunne din arbejdsdag se ud hos os?

På en typisk arbejdsdag hos Dinero gør vi det, vi er allerbedst til: Vi bygger software. Din dag kan starte med at du tager fat i en opgave fra vores backlog, som typisk er beskrevet i et hverdagssprog af vores Product Team. Herfra er det din opgave at forstå behovet, finde frem til den bedste tekniske løsning og omsætte den til kode. Du er også med til at udfordre og kvalificere opgaven undervejs, så vi sikrer, at det, vi bygger, rent faktisk giver værdi for vores brugere.

Når du har løst opgaven, sender du koden forbi en eller to kolleger til code review. Her får I mulighed for at udfordre løsningen, dele erfaringer og sikre, at kvaliteten er i orden, inden koden bliver klar til udgivelse.

Herefter tager vores CI/CD-pipeline over og sørger for at teste og udgive koden. Som regel går der ikke mere end 10 minutter, før din nye feature er ude og gøre en forskel for vores brugere. I mellemtiden kan du passende udfordre en kollega til et spil Curve Fever 💫

Vores stack tæller blandt andet:

➡️ C# / .NET ➡️ Kafka & RabbitMQ ➡️ Event sourcing ➡️ MSSQL & PostgreSQL ➡️ Entity Framework

Og så er der lige det med AI

AI er en fuldt integreret del af vores hverdag. 90% af den kode, vi i dag laver, er genereret af AI. Vi bruger altså AI aktivt både til at skrive kode, analysere og forstå eksisterende kode, finde fejl, teste løsninger og dokumentere.

Men vi outsourcer ikke vores tænkning til AI. Du skal stadig kunne forstå problemet, vurdere løsningen og tage ansvar for den kode, der ender i vores produkt. Vi accepterer ikke bare kode, fordi den ser rigtig ud, eller fordi en AI-agent siger, at den virker. Det er særligt vigtigt, når vi arbejder med bogføring, hvor korrekthed er helt afgørende.

AI er hos os også et værktøj til at lære nyt. Du kan bruge det til at forstå en ukendt del af kodebasen, undersøge en teknologi eller afprøve forskellige løsningsmuligheder. Du behøver ikke være ekspert i alle de nyeste AI-værktøjer fra dag ét, men vi forventer, at du er nysgerrig og har lyst til at udforske, hvordan de kan gøre os bedre til vores arbejde.

Hvem håber vi, at du er? 👋

Vi forestiller os, at du har nogle års erfaring med professionel softwareudvikling og et solidt teknisk fundament. Du behøver ikke kende alle vores teknologier fra dag ét, men du skal have lyst til at sætte dig ind i nye problemstillinger, forstå eksisterende kode og finde gode løsninger også når opgaven er kompleks.

Vi håber, at du kan genkende dig selv i det meste af dette:

  • Du har styr på dit håndværk.

Du har en relevant IT-uddannelse med softwareudvikling som en væsentlig del og flere års erfaring med C# og moderne .NET. Du har en god forståelse for softwaredesign og arkitektoniske mønstre.

  • Du tager ejerskab.

Du kan tage en opgave fra idé og analyse til implementering og test og sørge for, at løsningen fungerer, som den skal.

  • Du går op i kvalitet.

Du tænker i gode løsninger, automatiserede tests og testbar kode. Du ved, at code reviews og teknisk sparring er med til at gøre både koden og teamet bedre.

  • Du er nysgerrig på AI.

Du har lyst til at bruge AI-værktøjer og agenter til at skrive, analysere, teste og fejlfinde kode, men du bevarer din kritiske sans og tager ansvar for det, du sender videre.

  • Du spiller andre gode.

Du deler din viden, bidrager til de tekniske diskussioner og samarbejder godt med både tekniske og ikke-tekniske kolleger. Du stiller spørgsmål, udfordrer tingene konstruktivt og ved, hvornår det er tid til at hente sparring.

Kort sagt leder vi efter en udvikler, der er fagligt nysgerrig, tager ansvar for sit arbejde og har lyst til at skabe gode løsninger sammen med andre.

Det lyder som mig!

Så vil vi virkelig gerne høre fra dig. Du skal uploade dit CV nedenfor og derudover bliver vi glade, hvis du under feltet “Cover Letter” vil fortælle lidt om din motivation for at søge jobbet. Vi vil gerne kunne mærke, hvem DU er, så drop gerne AI lige i dette felt. Skriv hellere frit fra leveren.

Vi screener løbende, og ser vi den rette kandidat til jobbet, tager vi opslaget ned. Så vent ikke for længe med at sende din ansøgning afsted.

Vi glæder os til at høre fra dig 💙

You must be fluent in Danish, both spoken and written, to be considered for this position.

View & apply on company site →

Sourced from a public career listing. Jobverse is an aggregator, not the employer.

← All Software Engineer jobs